Henrik Ibsens skrifter

​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort på innlimt lapp.] ​ ˺ ​​

Catilina

Nu, ja som du see<...>

<...>Forandring er min Lyst, jeg aldrig f<...>t <...>selv

<...>landt Vestalinderne en Vestalinde Elskerin<...>ør

thi kom jeg hid min Lykke at forsøge

​ ​ ​ ˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort på innlimt lapp.] ˺ ​​ ​​ ​ ​ ​ ​ ˹

Teppet falder.

˺

---

​

---

​ ​ ​

​

---

​

---

​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ​ ˹

[HIS: Replikken er tilføyd ved siden av rollenavnet i Ambiorix' etterfølgende replikk. Korrekturtegn i margen samt sammenlikning med førstetrykket (1850) sannsynliggjør at den tilføyde replikken er Furias. Rollenavnet mangler imidlertid.]vee Eder, vee, følg ikke Cati<...>

˺ ˹

– Vee Eder

˺

Ambiorix

Afsted, Ollovico{,} ˹!˺ En ˹Aandestemme˺ Varsels-stemme ˹toner˺ lyder

afsted, afsted, vi ˹lyde ˺ følge maa dens Bud –

(de ile ud –)

Catilina

kommer ud af Døren
i Baggrunden. –

Ha! et fortvivlet Haab i Sandhed{– ha }, ja

at ville styrte

med denne usle Hob at ville styrte –

at ville styrte Roma med en Hob

af disse Uslinge, som drives kun

af Nød og Rovbegjærlighed; – h{ <...> }vad har

jeg at erhverve mig – ˹?˺ –

Furia

bag {t}Træerne

Hævn, Catilina! –

Catilina

˹I Guder˺ Ha , hvad var det – kom denne Røst

ifra mit eget Indre! Hævn! ja vel

saa skal det være; Hævn for hvert et Haab,

mig røvedes, og Hævn for hver en Plan

som mig en fiendtligsindet Skjæbne knuste!

​

Faksimile

legg: , blad: [31]v

De Sammensvorne komme bevæbnede
ud af Døren i Baggrunden.)

Lentulus

.

End hviler Mørket – over Romerstaden –

nu er det Tid – –

Flere

Ja ja afsted, afsted

Aurelia

kommer ud fra Sidebyg-
ningen, uden at bemærke
de Sammensvorne)

Du her min Catilina, venter du

Catilina

Ha – Aurelia –

Aurelia

Siig venter du mig alt –

( ˹Standser idet hun bliver˺ bliver de Sammensvorne vaer)

O, høie milde Guder! –

Catilina

vildt

Bort Kvinde, bort –

Aurelia

Ha ˹O!˺ hvad betyder dette

du vil ei drage –

Catilina

. vildt ˹som før˺

Ja ved Mørkets Aander{–}!

en lystig Færd – see Sværdet hvor det blinker

snart farves det i Blodets Strømme rødt –

Aurelia

I Guder, o saa var mit Haab en Drøm

og rædselfuld er min Opvaagnen –

Catilina

Ti!

Følg Kvinde, hvis du vil; ei røres dette Bryst

af ˹dine˺ Kvinde {t}Taarer mere. See hvor lyst

beskinner Luna Romerstadens Tinder,

ha! { før' }naar den atter' hist i Øst˹en˺ oprinder

---

​

Faksimile

legg: , blad: [32]r

˹32˺ 29

skal Flammer stige imod Himlens Blaa

og styrte Roma i Roma i Ruiner graa –

og naar den længst i fjerne Fremtid skinner

i lyse ˹lyse˺ Sommer {n}Nat paa smuldrende Ruiner

en eenlig Støtte skal blandt Gruset staa

og vise Vandreren, hvor Roma laa!

De gaae

Tæppet falder

---

Tredie Act. –

(Catilinas Leier i en skovrig Egn. Til
˹Høire˺ Venstre sees Catilinas Telt – ˹ved Siden af dette en˺ flere lignende
˹gammel Eeg˺ i B<...> Det er en mørk Nat, Maanen bryder
undertiden gjennem Skyerne. – Udenfor Tel-
tet brænder en Vagtild; flere Lignende i Bag-
grunden mellem Træerne. – ˹Statilius˺ En ung
Kriger slumrer ved Vagtilden, Manlius
gaaer frem og tilbage udenfor Teltet.)

Manlius

.

Det ligner dem, de Ubesindige –

der slumre de saa rolig og saa fast

som var det Moderskjødets trygge Værn

de hvilte i og ei en vildsom Skov, –

som vented de at vaagne op til Leeg

og ei til Kamp, maaskee den allersidste

de kjæmped her

{ Kriger }Statilius.

vaagne˹r˺ og reiser sig.

Du vaager endnu Gamle˹!˺ –

Er du ei træt, jeg vil afløse dig!

Manlius

.

{ <...> }Nei sov du, kuns, den Unge trænger til

​

Faksimile

legg: , blad: [32]v

en kvægsom Søvn, hans vilde Lidenskaber

behøve Kræfter, anderledes er det –

naar Haaret blegner, Blodet rinder mat –

{og}naar Alderdommen tynger vore Skuldre –

Statilius

.

Ja du har Ret saa vil jeg og engang

som gammel, hærdet Kriger – – – –

Manlius

Veed du da

saa vist, om Skjæbnen har det saa bestemt, –

om nogen Alderdom er dig forundt

Statilius

.

Ih, hvorfor ikke, siig hvad bringer dig

paa disse Ahnelser –

Manlius

.

Du mener v{i}el

vi Intet har at frygte, Unge Daare!

Statilius

.

Er ei vor Magt betydelig forøget – – –

Manlius

Af Fægtere og Trælle, Ih jo vist

Statilius

.

Nu lad saa være; samled' virke de

ei ubetydeligt og hele Gallien

vil sende Hjælp – –

Manlius

.

Som endnu ei er kommen

Statilius

Du tvivler paa – –

Manlius

.

Jeg kjender disse Folk –

Nu lad det være godt, snart vil jo Tiden vise

hvad Guderne har over os bes{luttet}temt bestemt

– Men gaa Statilius, og eftersee

​

Faksimile

legg: , blad: [33]r

˹33˺ 30

om Vagterne opmærksomt staa paa Post –

for natligt Overfald vi maa betrygge os,

Forsigtighed er god, den skader Ingen

Statilius gaaer.

Nu samle Skyerne sig meer og meer –

det er en mørk en {U}uveirssvanger Nat –

{d<...> }en fugtig Taage lægger sig saa tung

og trykkende paa gamle Krigerbryst –

Jeg har ei meer det lette Sind hvormed

jeg styrted mig i Kampens Tummel før;

det er ei Aldren blot, en Byrde tung lig

det tynger mig, og sælsomt nok de Andre

mig tykkes ligedan saa sært tilmode.

Ja Guderne skal vide, Hævn var ei

den Grund, hvorfor jeg fulgte Catilina.

Min Harme blussed op en flygtig Stund

da jeg mig følte forurettet, krænket –

det gamle Blod er end ei ganske koldt –

det ruller stundom end ˹heel˺ { <...> } heel var varmt i Aaren.

Men Krænkelsen er glemt, jeg har tilgivet den,

for Catilinas Skyld jeg ene fulgte med ,

jeg vaage skal med Omhu over ham;

her stander han som ene mellem Skaren

af usle Skurke, og Letsindige

de mægte ei ˹ham at forstaa˺ at fatte ham , – og han

er altfor stolt til dem at ville fatte

(Han lægger nogle Kviste paa
Ilden og bliver taus staaende; Catilina
træder ud af Teltet –)

​

Faksimile

legg: , blad: [33]v

Catilina

.

Det er alt Midna{ <...> }t alting er saa tyst

kuns fra mit Øie flygter Søvnen bort –

– koldt blæser Nattevinden, den vil kvæge mig

og skjænke Kræfter – ha de trænges til! –

(bemærker Manlius.)

Dig er det Manlius, som vaager tro

i kolde Nat –

Manlius

.

Saa sømmer det sig jo –

jeg har bevogtet dig som liden Dreng –

siig mindes du det ei –

Catilina

Den Tid er borte

Med den, min Ro, og hvorsomhelst jeg gaar

forfølge mig sært vexlende Gestalter –

alt, Manlius, alt, huses i min Barm

kuns ikke Fred, – den er der ikke mere –

{For}Manlius

.

Forjag de Tanker, h{ <...> }viil dig Catilina

˹betænk˺ maaskee , alt Morgendagen fordre vil

maaskee din { <...> }hele Rolighed, din Styrke –

Catilina

Jeg kan ei Manlius, – tillukker jeg mit Blik

for i en flygtig Blund at glemme Alt –

– da færdes jeg i underlige Drømme;

saa laa jeg nys paa Leiet, halvt i Slummer

da traadte atter disse Syner frem

meer sært end nogensinde, meer forblommet –

og gaadefuldt – ˹ha hvis jeg˺ mon det er fatted kun

Betydningen; men nei – –

Manlius

Betro mig Catilina

​

Faksimile

legg: , blad: [34]r

˹34˺ 31

din Ængstelse, maaskee jeg kan dig raade

Catilina

efter en Pause

Om jeg slumred eller {V}vaaged, ved jeg ikke selv

tusind' Tanker, tusind' Planer krydsede min Sjæl

see da vorder meer og mere dunkelt alting brat

og sin brede Vinge sænker i min Barm en Nat

˹kuns˺ ˹vildt˺ k<...> af Tankelynet krydset, mørk og rædselfuld

see da skuer<...> jeg en Hvælving sort som Gravens Muld

høit var Taget som en Himmel Tordenskybe{ dækt }lagt

og en sælsom Billedvrimmel, lig en Aandej{ <...> } ˹agt˺ –

hvirvle sig i ˹Kredse vilde˺ vilde Kredse snart som en Orkan

naa den ˹voldsomt farer over˺ tordnende henfarer skumdækt Ocean

dog midt i den vilde Vrimmel titter stundom
fre{n}m

blomstersmykkede Gestalter, fra et bedre Hjem –

rundt omkring dem viger Mørket, for en Lysning klar

og i Salens Midte stander { <...> }hist et sælsomt Par,

tvende Kvinder, høi den Ene, og som Natten sort

og den Anden skjøn som Dagen, naar den flygter
bort

og sig Aftenskyen klæder i et Rosenskjær

{ Og }Ha! saa sælsomt velbekjendte, {ty}syntes mig de To

mildt den ene smilte og i hendes Blik var Ro

men den andens stolte Øie sendte vilde Lyn

rædselfuldt og dog jeg fulgte gjerne dette Syn.

Stolt den ene stander og dem anden lænes til

Bordet hvor de begge spilte et forborgent Brikke -
spil

˹Medens˺ Og de sære Billedklynge{r}n bølged' stedse op og ned

Da er deres Spil tilende, og i Jorden synker ned

hun den ene med det lyse, milde Elskovsblik

og de skjønne Lysgestalter bort med hende gik

​

Faksimile

legg: , blad: [34]v

See da vorder Larmen stedse meer og mere vild

og den mørke Kvindes Øie flammede som Ild

Da svandt Alt for mine Blikke hende saa jeg kun

og hvad meer jeg drømte siden i min Feber -
blund

ligger alt bag Glemselsdækket i mit Indre gjemt,

a { k, }kunde jeg blot Resten mindes, ak det er forglemt!

Manlius

.

Underlig i Sandhed Catilina

er denne Drøm – –

Catilina

grublende –

Hvis blot jeg kunde { <...> }mindes

nei nei – det lykkes ei – –

Manlius

.

Nu lad det være glemt –

tænk ikke meer derpaa, hvad er vel Drømme?

Indbildninger og tomme Hjernespind

betydningsløse og foruden Grund{?}! – –

Catilina

Ja du har Ret, jeg Tanken vil forjage

umandigt er det jo at gruble over sligt –

men i den tause Nattetime vorder

jeg stundom saa forunderlig, tilmode –

nu er det snart forbi, gaa du kuns Manlius

gaa, hviil dig hvis du vil, jeg vandrer her en
Stund

i Eensomhed med mine Tanker, gaa –

(Manlius gaaer og
Catilina skrider en Tid-
lang taus frem og tilbage)

En ˹Aande˺ ˹Skikkelse˺ Ubekjendt indhyllet i en hvid Klædning
˹kommer˺ ˹ svæver ˺ er langsomt kommen ind fra Baggrunden
uden at bemærkes af Catilina.

​

Faksimile

legg: , blad: [35]r

˹35˺ 32

Catilina

. (bliver ˹Aanden˺ Skikkelsen vaer.)

I Guder, hvad er dette.!

˹Aanden˺ Skikkelsen

.

Vær hilset Catilina!

Catilina

.

Hvad vil du her{,}? {h}Hvo er du, Gamle; tal!

Skikkelsen

.

Tys! ene mig tilkommer det at spørge

og dig at svare; kjender du ei meer

fra ˹længst forsvundne˺ svundne Tider denne Stemme?

Catilina

.

Saa tykkes mig, dog siig hvem søger du –

paa dette Sted i Nattens Midnats tause Stund

Skikkelsen

.

Dig søger jeg; viid ikkuns denne Time

er mig forundt, jeg maa benytte den.

Catilina

.

˹Ved alle Guder! siig hvo er du!˺ Ha! en Aand! –

Skikkelsen

.

˹Ti!˺ Tys, tys, hør mig tilende

Jeg kommer hid at kræve dig til Regnskab

hvi lader du mig ei i Ro dernede –

{d}hvi driver du mig til at stige frem

af Gravens Dyb i {m}Midnatsstunden for

at værne om min dyrt tilkjøbte Hæder

Catilina

.

Ha hvilke Ahnelser opstige i min Sjæl

​

Faksimile

legg: , blad: [35]v

Skikkelsen

Du glemmer, mig skylder du alt, hvad du er

Du glemmer, mig skyl

Hvad er tilbage af min Herskermagt,

et Intet; den steg ned i Grav med mig;

Ha den har kostet mig dyrt, dyrt ˹var˺ er den erhvervet

min Ro i Livet og min Fred i Graven,

bortbytted jeg for den – j{o}a det var nok –

Og nu vil du med en forvoven Haand

berøve mig hvad end jeg har tilbage – !

Er der ei Veie nok til Storbedrift –

hvorfor betræder du just den, jeg baned,

min Magt nedlagde jeg i Livet alt

mit Navn, saa tænkte jeg, vil evig staa

ei som en Stjerne, venligt glimtende,

nei som et Lyn paa Nattehimlen fæstet

ei vilde jeg, som Hundreder før mig

ved milde Dyder, Ædelmod erindres –

Ei vilde jeg beundres, denne Lod

blev alt saamangens og vil blive det

til evig Tid; – nei ˹i˺ med en blodig Glands

jeg af den fjerne Fremtid vilde mindes

med en beundri{g}ngsblandet Gysen skulde

man skue op til mig som aldrig nogen

ei før, ei siden vovede at naae.

Saa drømte jeg, dog det var en Indbildning

jeg kjendte dig; hvi ahned' det mig ikke,

hvad der laa skjult i Dybet af din Sjæl.

Dog vogt dig Catilina, see jeg skuer

igjennem Fremtids dækket hvad du har

at vente di{d}g, hvad Skjæbnen har besluttet

​

Faksimile

legg: , blad: [36]r

˹36˺ 33

Catilina

begjærlig.

Det kjender du,? saa nævn det, nævn det da!

Skikkelsen

Nei først – bag Gravens dunkle Port

forsvinder Dæmringen som hylle{ r }s

i Taageslør hvad Skjønt og Stort

omkring ˹hvad Rædsomt og hvad Stort˺ vort Blik og Alt hvad bort

af Fremtids Voverne mon ˹bort˺ skylles.

Men hør, hvad dig en Gravens Aand

udaf din Skjæbnes Bog vil mælde:

Halvt 2 falder 1 du 3 for ˹din˺ 4 egen 5 Haand ,

og ˹dog˺ halvt en fremmed skal dig fælde!

(han forsvinder)

Catilina

(efter en Pause, seende sig om)

Han er forsvunden{?}! – Var det da en Drøm

Nei nei, her stod han Maanens Straaler faldt –

ned paa hans Ansigt; ha! jeg kjendte ham,

det var Dictatoren, den gamle Blodmand

som steg af Graven forat skrække mig.

Han frygted for jeg skulde røve ham

ei hans Hæder, nei den Rædselsglands

hvormed hans Minde lyser; lever da

bag Gravens Skygger selv Ærgjærrigheden?

˹ Pause ˺

Alt, alt bestormer mig; – snart ˹taler˺ lyder , blidt

advarende, Aurelia og atter

gjentoner i min Barm, hvad Furia har sagt, –

og see, nu stige selv af Graven frem

de blege Skygger fra den svundne Tid –

de true mig, jeg skulde vende om!

˹Nei˺ Nei nei, jeg vakler ei, kjækt { vil }vil jeg skride frem

​

Faksimile

legg: , blad: [36]v

imod mit Maal, – snart har jeg naaet det –

Curius

styrter ind i hæftig Bevægelse

Catilina! – –

Catilina

overrasket

Du, du her, min Curius –

Curius

Jeg maatte

Catilina

Siig, hvi blev du ei i Rom –

Curius

Jeg kunde ei, jeg maatte søge dig – –

Catilina

.

Ubesindige! {d}Dog kom i mine Arme,

for min Skyld styrter du i Faren dig –

(vil omfavne ham)

Curius

farer tilbage

Nei, Catilina, nei – berør mig ikke! – –

Catilina

.

I Guder, hvad er det – –

Curius

Fly – fly – {– –}du er

af Fiender omringet –

Catilina

.

Fat dig Curius –

du taler vildt – har Reisen mattet dig –

Curius

.

O nei, men red dig mens det end er Tid –

(knæler { <...>d}foran ham)

du er forraadt –

Catilina

– (farer tilbage)

Forraadt! hvad siger du –

Curius

Ja under Venskabs Maske –

– Blandt dine Venner – – – –

Catilina

.

Nei, nei – Curius –

nei mine Venner ere troe som du –

Curius

Vee, Catilina, dig, hvis saa det er

​

Faksimile

legg: , blad: [37]r

˹37˺ 34

Catilina

.

Kom til dig selv; – det er din Kjærlighed

din Omhu for min Sikkerhed, som lader

dig Farer skue, hvor der ingen er

Curius

Ha dine Ord igjennembore mig –

men fly, ved Himlens store Guder, fly

Catilina

.

Fat dig – tal med Rolighed; hvi skulde

jeg flygte, siig er jeg ei sikker her – –

Curius

fortvivlet

Nei, nei, du er forraadt, din Plan er røbet –

Catilina

Ha, raser du? – Nei, nei – det er umuligt –

Curius

–

Jo {jo }det er saa – men fly i denne Stund

end kan maaskee ved hurtig Flugt du reddes

Catilina

.

O, skulde det! – – men nei det er umuligt –

Curius

. river sin Dolk ud
og {str}rækker den imod
ham {.)} ˹hen til Catilina˺

Der, Catilina, tag, igjennembor mit Bryst –

– – stød til – stød til – – af mig er du forraadt

Catilina

.

Ha! det er Vanvid! – – –

Curius

.

Nei, jeg sværger høit

ved alle Guder, jeg har røbet dig –

Spørg ei om Grunden; o, det knuser mig –

Catilina

bittert

Skal ogsaa Tro paa Venskab ˹mig berøves˺ røves mig!

​

Faksimile

legg: , blad: [37]v

Curius

.

Igjennembor mig! piin ei dette Bryst

med Skaansel længer

Catilina

blidt

Nei min Curius –

staa op – du feiled – jeg tilgiver dig – –

Curius

. overvældet

O Catilina, ti – du knuser mig – –

men skynd dig, fly – vid snart er det forsilde –

Snart overfalder Romerhæren dig –

den er paa Veien snart vil her den være

Catilina

.

Og mine Venner hist i Roma? –

Curius

{O}Ha!

de ere fængslede og maaskee dræbte – –

Catilina

– smærteligt

O Skjæbne, Skjæbnen –

C{ ati }urius

fortvivlet rækker ham
Dolken,

Stød den i mit Bryst –

Catilina

. blidt.

Du var kuns Midlet – kunde du for det! –

Curius

O lad med Livet { <...> }mig betale B{ <...> }røden! –

Catilina

.

Nei jeg tilgiver dig, (idet han gaaer) nu er kuns eet

tilbage end –

Curius

reiser sig

Ja, Flugt!

Catilina

Nei Heltedøden! –

(gaaer)

​

Faksimile

legg: , blad: [38]r

˹38˺ 35

Curius

.

Det er forgjæves – Døden venter ham! – –

Ha denne Mildhed er en rædsom Straf – – –

– – {eet skal}jeg vil opsøge ham; – et skal ei nægtes mig,

at falde kjæmpende ved Heltens Side – .

(iler ud)

(Lentulus tilligemed 2 Gladiatorer
komme listende sig frem fra ˹ Træerne ˺ Træerne .)

Lentulus

. sagte

Her talte Nogen nys –

1ste Gladiator

.

Nu er det stille,

maaskee det Nattevagten var, som gik

at løses af – – –

Lentulus

.

Maaskee; – her vente vi; –

hold je{g}r beredte; – eders Sværde er

vel {S}skarpe, blinkende –

2de Gladiator

.

Som Lynet, ja –

i sidste Fægtning

det bider godt, – i sidste Fægtning jeg

nedlagde trende Kjæmpere med det

Lentulus

.

Saa stiller eder hist ved Busken der –

naar Tegnet gives, styrte rask I frem –

nedhugge ham – –

1ste Gladiator

.

Ja ja saa skal det skee. –

(de bliver stande – Lentulus gaar spei-
dende henimod Forgrunden.)

Lentulus

. halvsagte

Det er en dristig Streg, det kan ei nægtes;

dog det maa skee i denne Nat saafremt –

​

Faksimile

legg: , blad: [38]v

det skal udføres; – falder Catilina

kan ingen uden jeg anføre dem –

imorgen alt vi rykke imod Roma –

Tilhængere vi samle overalt

gaar ind mellem Træerne

{2den}1ste Gladiator

.

Men hvem er da den Ubekjendte som

vi skulle myrde –

{1ste}2den {T}Gladiator

.

Ti! – det er en Sag –

som ei vedkommer os – naar Lentulus

har os betalt, maa han det selv forsvare –

Lentulus

(kommer iilsomt tilbage.)

Holdt jer beredte, snarlig er han her –

de stille sig {B}bag Buskerne

Catilina

. (kommer strax efter ind.)

Lentulus

.

Frem, stød ham ned, igjennemborer ham!

Lentulus og Gladiatorerne styr-
te ind paa Catilina,)

Catilina

. drager Sværdet og forsvarer
sig)

Ha! Uslinge! hvad vove I – –

Lentulus

.

Stød ned –

Catilina

. {k}gjenkjender ham

Du Lentulus vil myrde Catilina?

2den Gladiator

forfærdet –

Ham er det! –

{2}1 ste Gladiator

ligeledes

Catilina! – ei mod ham

vi kjæmpe; – fly! –

de {F}flygte

Lentulus

.

Saa fald da for min Haand!

​

Faksimile

legg: , blad: [39]r

˹39˺ 36

(De kjæmpe; Catilina slaaer ˹Lentulus˺ ham Sværdet af
Haanden, han vil flygte men Catilina holder
ham fast.)

Catilina

.

Forræder, Morder

Lentulus

. (bønfaldende.)

Naade, Catilina!

Catilina

Ha! {j}Jeg forstaar din Plan, du vilde myrde mig

dig stille selv { <...> }i mine Venners Spid{ <...> }se. –

Lentulus

.

Saa var det Catilina –

Catilina

(afsides.)

Han ahner ei

hvad der er skeet{,}! (høit ˹med Forstillelse˺) Nu lad saa det være!

Lentulus

.

Forklar, hvad mener du –

Catilina

Jeg træder bort {–}fra

anfør du dem, – du er det værd –

Lentulus

forbauset

Du vil –

Catilina

–

Jeg vil, men ˹vogt dig˺ vogt dig Lentulus –

– din Post er farlig, vid, vor Plan er røbet – –

– men jeg vil kalde vore Venner sammen –

vil forestille dem den nye Leder –

og takke af

(vil gaae)

Lentulus

˹overrasket,˺ holder ham tilbage

Nei, vent, vent – Catilina

Catilina

.

Vor Tid er k{nap –}ostbar – snarlig Romerhæren

vil være her –

Lentulus

– ængstelig –

Nei, hør mig Catilina

​

Faksimile

legg: , blad: [39]v

du spøger vel, det kan ei være saa!

Catilina

.

Vor {p}Plan er røbet, som jeg siger dig!

læg nu din Kraft, din Dygtighed for Dagen

Lentulus

.

O vee os, vee, – –

Catilina

. haanligt

Du skjælver, feige Usling –

og du vil styrte mig – {–}vil lede dem –

Lentulus

.

Tilgiv mig Catilina

Catilina

.

Søg din Frelse

ved hurtig Flugt, hvis ˹den˺ kan lykkes dig –

Lentulus

.

Ha du tilstæder at –

Catilina

.

Troer du det var

mit Alvor at aftræde denne Post

i Farens Stund{,}? – Da kjender du mig ei

Lentulus

rørt ˹(med Forstillelse)˺

O Catilina! –

Catilina

med Høihed

Spild ei Øieblikket –

søg Rædning kuns, – jeg vide skal at dø

(Lentulus gaaer hurtig bort.)

Catilina

(efter en Pause.)

Det er den Troskab som jeg stolte paa,

saa svige de mig, een for een; o Guder –

Forræderi og Feighed er det kuns

som boer i disse usle lave Sjæle

jeg er en Daare jo, med mine Planer –

– jeg styrte vil hiin Øglerede hist –

– ha Roma er jo længst kuns en Ruin!

​

Faksimile

legg: , blad: [40]r

˹40˺ 37

(Vaabenlarm høres at nærme sig.)

Der komme de, end er der Kjæ˹k˺hed dog blandt dem

blandt dem; – hør Sværdet hvor det 2 klirrer 1 muntert –

det skjænker mig min hele Kraft ˹tilbage˺ igjen

jeg følte nys mig slappet, dybt nedstemt,

– nu er det over; – Faren kalder Modet

tillive igjen; – kjækt skal jeg møde den!

(Manlius, {C}Statilius, Gabinius, { <...> }og ˹en Mængde˺ de øvrige
Sammensvorne komme ind. –)

Manlius

. –

H{ <...> }er Catilina, bringes dine Venner

de ere rede til at følge dig

Statilius

Ja Catilina, dig ledsage vi

i Liv og Død, hvorhen du byder det –

Catilina

–

Jeg takker eder tappre Camerate{t}r –

men vid, for os er intet Valg tilovers

– imellem { <...> }Liv og Død, – kuns mellem Døden

Døden i Heltekamp for fiendtlige Sværd –

og under Piinsler naar {f}vi grumt forfulgte

som Skovens vilde Dyr er jaged om.

Siig vælge { vi }I {ved}feigt flygtende at friste

et usselt Liv en stakket Tid endnu,

hvad eller kjækt som Eders stolte Fædre

at falde kjæmpende med Sværd i Haand!

Nogle

.

Det vælge vi –

Andre

Ja ja med Sværd i Haand!

​

Faksimile

legg: , blad: [40]v

Catilina

Nu saa afsted vor Død skal vie os

ind til Udødligheden, fjerne Tider skal

os mindes med Beundring –

Furia

, (der ubemærket har nærmed
sig ham.)

eller Rædsel! –

Nogle

– vige forundrede tilbage

Ha en Kvinde!

Catilina

overrasket

Furia – du her –

hvad vil du, ˹svar˺ siig !

Furia

Jeg maa ledsage dig til

Jeg maa ledsage dig

til Maalet – –

Catilina

.

Nu, hvor er mit Maal, siig frem,

Furia

Ei søger {h}Hver sit Maal ad samme Veie,

du søger dit igjennem vilden Kamp

{men}og Kampen avler Død, Fordærvelse.

Catilina

. –

Men ogsaa Hæder og et evigt Navn! –

gaa Kvinde, stolt og skjøn er denne Time –

min Barm er lukt for dine hæse Skrig – –

Aurelia

. (kommer ud af Teltene
forbauset da hun seer
de Forsamlede.)

Min Catilina!

Catilina

.

O Aurelia –

Aurelia

Hvad er paafærde

Catilina

smærteligt

Dig jeg kunde glemme

​

Faksimile

legg: , blad: [41]r

˹41˺ 38

hvad vil din Skjæbne vorde –

Furia

, haanligt –

Vakler du

alt i dit høie Forsæt Catilina

– er det dit Mod –

Catilina

hæftig

Nei nei ved alle Guder – – –

Aurelia

. –

O, Catilina – siig hvad er igjære –

Furia

–

Er nu til Klynken og til Klage Tid –

Manlius

.

Nei, nei – afsted – nøl ikke Catilina

Catilina

– kjæmpende med sig selv

O hvilken Storm i dette Hjærte; – dog –

det kan ei være anderledes – nu –

saa følger mig; – afsted! – –

Aurelia

{ <...> }kaster sig i hans
Arme –

O, Catilina –

gaa ikke; – eller jeg ledsager dig –

Catilina

–

Nei, nei, Aurelia

Furia

haanligt –

O jo, lad saa det være

det er din usle Svaghed værd at falde

i Kampen ved en Kvindes Side

Catilina

(støder Aurelia
hæftig bort.)

Ha! –

Jeg svag! – Nei nei, ved Mørkets Aander nei –

​

Faksimile

legg: , blad: [41]v

(vildt)

udaf min Barm { river }hver Følelse jeg river –

kuns blodig Kamplyst luer end deri –

Furia

.

Ret saa, ret saa min stolte Catilina!

Catilina

.

Lad Døden vente truende og vis –

– det er mi{t} ˹n˺ Ønske ˹Lyst˺

Aurelia

.

O, hør mig Catilina

forstød mig ikke, ved din Kjærlighed

besværger jeg dig –

Catilina

vildt

Ti! I dette Bryst

ei findes Kjærligheden meer – –

Aurelia

–

O milde Guder!

læner sig mat op
mod Træet udenfor
Teltet

Catilina

.

Men nu afsted –

Manlius

Hist lyder Vaabenlarm!

Flere

.

De nærme sig –

Catilina

Vi ville kjækt dem møde!

Høit lyder Ærens Stemme i vor Barm

den ˹følge˺ lyde vi – for Sværdet vil vi bløde! –

– Afsted; – { m }for Romersværd med Romermod

skal Romas Sidste segne i sit Blod!

(De styrte ud.)

​

Faksimile

legg: , blad: [42]r

˹42˺ 39

Furia

.

Han { blir }er borte – jeg har vundet, naaet er mit Maal

snarlig ligger han paa Valen, Dødens Bytte stiv og kold –

Aurelia

. ˹ (i Tanker – uden at see Furia ˺

I hans harmopfyldte Hjerte ingen Elskov meer mon bo'. –

Var det Drømme? Nei saa lød det, fra hans vrede Læbe jo.

Furia

.

Sværdet klinger; Catilina svæver alt paa Gravens Rand

Snart han som en flygtig Skygge iler imod Dødens Land

Aurelia

. ˹ bliver Furia vaer ˺

Ha hvo er du rædselfulde Røst der toner hist

Uglen lig naar ˹vildt˺ huult den hyler ifra Træets Kvist.

er du stegen fra de dunkle Skyggelande frem

for at føre Catilina til dit mørke Hjem?

Furia

.

Hjemmet er jo Vandrings Maalet – og hans Veie gik

gjennem Livets dybe Sumpe – –

Aurelia

.

Kuns et Øieblik. –

Stolt og ædelt var hans Hjerte, engang var han god

før det Onde dybt i Barmen fæstede sin Rod

Furia

Engang stod og Blomsten frodig i sit Farvespil

men dens Blade falme og den hører Døden til

Aurelia

.

Rædselfuldt! Grant jeg kjender denne Stemmes Klang

o fra Catilinas Læber lød den mangen Gang

Mørke Aand, du har mig røvet Livets bedste Fr{yd}ugt

har min Catilinas Hjerte for min Ømhed lukt –

˹mellem˺ ifra mine Drømmes Syner jeg gjenkjender dig

hvor du truende dig stilled mellem ham og mig

​

Faksimile

legg: , blad: [42]v

See, ved Catilinas Side drømte jeg saa fro

om et Liv af Elskov smykket, om et Fredens Bo,

i hans ædle skjønne Hjerte planted jeg et { <...> }Blomsterbed,

som dets bedste Smykke freded' jeg min Kjærlighed, –

– men din fiendske Haand har rykket Blomsten op med Rod

og i Støvet ligger den hvor nys den frodig stod!

Furia

.

Svage Taabe! Du vil lede Catilinas Skridt,

veed du {ei}ikke at { dette }hans Hjerte var end aldrig dit.

Kvinde, dine Blomster trives ei i saadan Grund

viid i solskinsvarme Foraar spirer Liljen kun

medens Bulmens røde Bæger voxer under Skyens Tag,

og hans ˹Sjæl˺ Barm var alt forlængst en { <...> }skyfuld Høstens Dag

Snarlig svinder sidste Glimt af Lyset i hans Barm

og som Mørkets Bytte ligger han i Dødens Arm.

Aurelia

(med Ild.)

Nei, ved alle Himlens Guder, nei det skal han ei

til hans Hjerte mine Taarer finde end en Vei.

Hvad, om alt han ligger blodig under Kampens Larm; –

slynge vil jeg mine Arme { <...> }om hans kolde Barm,

aande paa hans blege Læbe al min Kjærlighed

mildne Stormen i hans Indre skjænke blidt ham Fred –

Mørke Aand! dit Bytte skal jeg vriste af din Haand,

knytte ham til Lysets Bolig med {min}et Elskovs Baand.

Og naar Hjertets Slag forstummer medens Øiet brast

gaa vi begge bort fra Livet i et Favntag fast; –

Skjænk mig da, I høie Guder! for, hvad her jeg led, –

ved min Catilinas Side Gravens stille Fred! –

(hun gaaer.)

​

Faksimile

legg: , blad: [43]r

˹43˺ 40

Furia

. ˹ stirrer ud gjennem Træerne: Længe ˺

Gaa kuns Forblindede{,}! – jeg frygter ei

min Seier hviler sikker i min Haand

– hør Kampen lyder – snart er Timen kommen

– huult lyder Skriget – , endnu kjæmper han

– snart vorder Valen til en Gravlund <...> taus.

– 1 {s}Sig 3 skj{ <...> }uler 2 Maanen , skjøn er denne Time.

Snart ligger han med brustne Blikke hist

saa vil jeg skue ham førend jeg gaaer

at søge ham iblandt de blege Skygger.

(lytter.)

Ha alt det vorder meer og mere tyst

– snart tier Kampen, maaskee alt hans Sjæl

imod sit Hjem paa lette Vinger flygter. –

O det er skjønt her i den dunkle Skov

i mørke Nat at høre sidste Sukke

fra Brystet tone i en Kamp med Døden

(med vild Glæde.)

Det er en skjøn, en lystelig Musik

– hør Uglen stemmer i – den ønsker dem

˹glad˺ hist et Velkommen i sit skumle Rige!

(efter en Pause.)

Nu hviler Gravens Stille vidt omkring

de Seirende forlade Valen alt

og kuns de Døde hvile tyst ˹der˺ hist ude

– der vil de slumre mangen mangen Dag

mens Solens Straaler blege deres Been

og Ravnen flagrer graadig over Valen!

(Pause)

Ha! see hvad svæver over Engen hist

​

Faksimile

legg: , blad: [43]v

lig graalig Taage over den

lig Morgentaagen naar den fugtig graa

i tætte Flokke over Sumpen glider –

Det nærmer sig, jeg seer det mere grant

– det er en Kriger ˹vaklende˺ marmorbleg og mat –

– ha! en udaf de {F}faldnes. { <...> }Heltes Skygger!

(Hun trækker sig noget tilbage. Catilina
kommer ˹ind med sænket Hoved˺ bleg og med forstyrrede <...>
bleg og med forstyrrede Blikke. –)

Catilina

. (uden at bemærke Furia)

«Du falder for din egen Haand

og dog en Fremmed skal dig fælde!»

Saa var hans sidste Ord da han forsvandt

<...> talte

Hvad meente han, jeg fatter Gaaden ei! –

Furia

.

Velkommen ifra Kampen Catilina!

Catilina

.

Ha! hvo er du – –

Furia

.

Du kjender mig ei meer? –

Catilina

.

Dig er det – Furia – du byder mig velkommen

Furia

.

Jeg er din Genius, din lønnende Gudinde!

see her tag Seierskrandsen af min Haand –

˹ (hun plukker nogle Blomstrer som
hun under de følgen-
de Replikker fletter
til en Krands.) ˺

Catilina

Hvad mener du – –

Furia

.

Jeg krandse vil din Tinde

​

Faksimile

legg: , blad: [44]r

˹44˺ 41

men siig hvi kommer du saa ene hid

hvi fulgte ikke dine Venner med – –

Catilina

.

De sove Furia – – –

Furia

.

De sove siger du

Catilina

.

Ja, ja de sove; – gaa bag Skoven hist,

der ligge de saa tyst i Maaneskinnet –

– der vil du { <...> }finde dem i Rader strakt

de slumred ind ved Sværdets Vuggesang

men hør mig Furia, { <...>d}kan du begribe det! : –

Jeg tænkte før at Slummeren var rolig

naar Hj{ <...> }erteblodets Væld ˹v˺ {e} ˹a˺r tørret ud – –

Furia

.

N{ei}u, {nei}er det ikke saa? – –

Catilina

.

Nei {nei}hør {nu}mig {skal}blot.

Jeg kjæmped vildt i Spidsen for min Skare

jeg søgte Døden under Sværdets Eg

og rundtomkring mig segned mine Venner

i Dødens Blund, kuns jeg – jeg fandt den ei

og da de alle laa til Jorden strakte

og Fiendernes Skarer droge bort,

jeg stod end halvt bedøvet hist hvor Slaget

nys havde tonet; alting var saa tyst

ned skinned Maanen mellem Skyens Revner

˹belyste˺ og lyste mat de Faldnes blege Træk

der laa de rundt om mig med b{l}rustne Blikke

med vilde Smil om fælt fordreiet Mund –

​

Faksimile

legg: , blad: [44]v

det {t}sy{k}ntes mig som om de laa i Drømme

og { <...> }griinte haant og truende ad mig – – –

som om de fordred deres Blod tilbage –

Furia

. –

Nei, Catilina, nei, det var ei saa –

– de vinked kuns du skulde følge dem –

Catilina

.

Vel mig hvis jeg formaaed det

Furia

.

Nu, tænk

ei meer derpaa, kom jeg vil smykke dig,

med Seierskrandsen, med din Seiers Løn

(strækker Krandsen imod ham)

Catilina

.

Fy, hvad er det – en {v}Valmuekrands –

Furia

. med vild Munterhed

Nu ja,

er det ei smukke Blomster, see de lyse

i {m}Maaneskinnet, lig det friske Blod –

Catilina

.

Nei væk med de˹m˺, de har en rædsom Glands – –

Furia

med Latter

Nu, elsker du de matte, blege Farver –

saa vil jeg skjænke dig den grønne Tangkrands

som Tullia bar i de vaade Lokker

da hendes Liig paa Tibervoven svømmed!

Catilina

.

Ha! hvilke Billeder! – –

​

Faksimile

legg: , blad: [45]r

˹45˺ 42

Furia

.

Skal jeg maaskee –

da hente Græsset ifra Romas Marker –

med brune Pletter af det Borgerblod

som strømmed for din Haand, min Catilina!

Catilina

.

Holdt inde – – –

Furia

.

Eller skal jeg bringe dig

en Krands af Skovens brune Løv, der visned

da det var Vidne til Forbandelsen

som ifra den {f}Forførtes Læbe lød – –

Catilina

.

Ha! er du da en Dæmon – – –

Furia

.

Nei en Minder,

en venlig Minder om din Fortid kun – –

Catilina

.

Men hvorfor nu – –

Furia

.

Ved Maalet skuer jo

den trætte Vandrer paa sin Vei tilbage –

{F}Catilina

Staaer jeg da ved mit Maal – –

Furia

.

Saafremt du vil –

Catilina

Jeg vil? – ja vist – ha! fælt din Tale har

{ t }en Hær af Billeder fremmanet i min Sjæl

(med Hæftighed.)

Hvad ville I mig da I blege Skygger

​

Faksimile

legg: , blad: [45]v

lad mig i Ro; hvad fordre I af mig? –

Furia

Kom til dig selv, dit Indre er i Oprør

kom, lad mig flætte Krandsen i dit Haar

den har en stærk en virkssom Lægekraft

den dysser dig til Ro, den skjænker Glemsel

Catilina

i Tanker

Gjør den, Furi

Glemsel! siger du – ha! det er Ordet just

saa tryk da Krandsen tæt omkring min Pande

Furia

. (sætter ham Krandsen
paa Hovedet.)

Nu er du smykket, saadan skal du træde

for Mørkets Fyrste frem min Catilina!

Catilina

.

Ja, ja – jeg {j}vil; – jeg længes efter Ro

min Sjæl er vorden m{ <...> }at i Livets Kampe –

– nu vil den slumre; – Alt er sort derinde

saa sort som denne Nat og dog jeg skimter end

en Stjerne glimtende igjennem Mulmet her

(lægger Haanden paa Brystet.)

Furia

. afsides.

Ha! det er hende – – –

Catilina

.

Den forhindrer mig –

jeg kan ei følge dig førend dens Glands –

er ganske {S}slukket – o! – der var en Tid

da den var straalende og blank som Stjernen

paa Himlen hist bag Skyens mørke Bræm.

Nu er den mat –, de{t}n dæmrer taagedækt –

​

Faksimile

legg: , blad: [46]r

˹46˺ 43

Furia

.

Saa sluk den ganske – –

Catilina

.

Ha hvad mener du?

Furia

.

Du har din Daggert end, { d <...> }to {ra }Tommer {dybt}Staal

er nok, da banker ei hiint Hjerte meer

der stilled fiendtlig sig imellem os –

Catilina

.

O jeg forstaaer – – Aurelia – nei, nei –

jeg havde hende glemt, jeg veed ei se{g}lv

– det tykkes mig som om det alt blev godt –

og roligt i mi{t}n ˹Sjæl˺ Bryst naar kun jeg lagde

mit Hoved ind til hendes Barm og glemte

– glemte Alt –

Furia

.

Nei det er Daarlighed

at tænke meer paa sligt, dog som du vil –

– nu gaar jeg bort, søg kuns om du kan finde

hos hende din længst tabte Rolighed – –

(med stigende Hæftighed.)

Ha Daare! troer du da de blege Døde

vil lade dig i Fred – nei nei de { stille } skulle

i vilde Hobe samles rundt om dig – –

fælt vil' de stirre med de hule Øine

og kræve blodig Hævn –

Catilina

Ha du har Ret

(seer sig om)

Men kommer hun jeg trodser eders Magt

​

Faksimile

legg: , blad: [46]v

(vildt)

paa Jorden { <...> }spirer Freden ei for mig –

jeg følger dig til Dødens Skyggeland –

– ja hun skal falde – hun er Baandet som

end knytter mig til Livet – – –

Begge

Hun maa falde –

(Et Lyn oplyser Scenen og Tordnen
ruller.)

Furia

.

De høie Magter hørte hvad du svod

– see Catilina – hist dit Offer {K}kommer – –

Aurelia

(kommer ind fra
Baggr: og seer sig æng-
stelig omkrg.)

Hvor skal jeg finde ham? Jeg seer ham ei –

I høie Guder skjænk mig Kraft – (bemærker ham)

O Himmel –

( ˹iler˺ allene imod ham)

Min Catilina! –

Catilina

(vildt)

Ha! hvad vil du Kvinde!

Aurelia

.

Du lever end! (vil kaste sig i hans Arme.)

Catilina

(støder hende bort.)

Gaa, gaa, jeg hader dig! –

Aurelia

.

O milde Himmel – –

Catilina

.

Vil du hilde mig

paany i Lænker – ha! det skal ei lykkes; –

stir ikke saadan paa mig, Kvinde, viid, –

jeg kan ei taale disse {Øin}ømme Blikke

de trænge mig til Hjertet, som en Dolk –

jeg taaler det ei længer – du skal falde –

​

Faksimile

legg: , blad: [47]r

˹47˺ 44

han drager sin Dolk og griber med
Hæftighed hendes Arm –

Aurelia

.

O høie Guder vaager over mig! –

Catilina

med stigende Hæftighed

Du skal – du maa – du knytter ene mig

til Livet, snart er Baandet søndersprængt

(et stærk Tordenskraall ˹høres˺) (rasende)

følg Kvinde – hør hvor Tordnen ruller huult –

siig hører du, nu taler Guderne

det sidste Afskedsord til Catilina! –

(han fører hende halv afmægtig ind
i Skoven)

Furia

(seer efter ham med vild
Glæde.)

Nu er min Seier vis! han hæver Dolken alt –

forgjæves strækker hun sin Haand mod Himlen –

– han støder til – hun segner i sit Blod

{ <...> }Catilina

. (kommer langsomt ind.)

Nu er det skeet, snart er jeg ikke meer –

alt sænker Dødens Ro sig i min Sjæl –

hvad fattes mig – jeg veed det ikke selv

– det tykkes mig som brast mit Hjertes Strænge

{m}ved hendes Dødssuk –, jeg er sært beklemt –

– ret som om pludselig den vide Jord

var bleven til en stor, uhyre Ørk

hvor ikkun du og jeg stod end tilbage

Furia

.

Saa er det! – Catilina –

​

Faksimile

legg: , blad: [47]v

Catilina

. grublende

For mit Blik

opklares hvad jeg længe dunkelt følte. –

Er ikke Livet da en stadig Kamp

imellem Sjælens fiendtlige Kræfter –

og denne Kamp er Sjælens eget Liv. –

Men Sjælens Kampe ti{ <...> }e i min Barm –

hæftigt –

Nu vel, saa er jeg ˹er ei˺ ikke Catilina meere –

tag der min Dolk, sluk Lampens sidste Blus.

Furia

– griber Dolken

Saa fald da for min Haand og jeg skal følge

dig, Catilina, selv bag Gravens Skygger –

˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort ved siden av den strøkne teksten.]

(Hun støder Dolken i
hans Bryst; han s{u}ynker
om ved Foden af Træet.)

˺

(hun støder Dolken i hans Bryst
han synker tilbage og læner
sig mat op mod Træet.)

Catilina

. (efter en Pause med mat Stemme)

Ha nu fatter jeg din Tale, gaadefulde Aand!

halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed Haand;

da jeg hendes Hjerte knuste, flygted fra min Sjæl

alt, hvad Godt og Skjønt der boed, kuns en Midnat fæl

blev tilbage, snart den vorder til et evigt Mulm

Mørke Styx, slaa nu din Bølge imod Strand og svulm

over Bredden, snart du fører Catilina hen

mod det dunkle Tartarus, imod hans Fremtidshjem

tvende Veie gaa hist nede, een for mig er kun,

imod Venstre – – –

Aurelia

(kommer ind bleg og vaklende
med blodigt Bryst)

Nei mod Høire, mod Elysium!

<...>

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten

Tegnforklaring inn her